Kirkens indretning

Uanset om der var tale om en fattig landsbykirke eller om det var en rig og pragtfuld udstyret domkirke som f.eks. Lund Domkirke er der nogle ting, der er fælles for bygningerne.

1. De fleste er placeret øst-vest således at koret vender mod øst.
2. De har to indgange: en mandsindgang, der vender mod syd og en kvindeindgang, der vender mod nord.
3. De er alle opbygget med et kor (der hvor alteret står) og et skib (der, hvor menigheden opholder sig)
4. I alle kirker var der et alter og en døbefond

Ud fra denne opbygning har kirkerne så udviklet sig med mange ombygninger efterhånden som man fik bedre råd og menigheden voksede.
Til koret byggede man et rundbuet apsis og her satte man så højalteret. Man tilføjede også et våbenhus og sidekapeller.

I det indre af kirken var væggene rigt dekoreret med kalkmalerier, som i tegninger fortalte de fortællinger, der stod i bibelen. Det var de færreste, der kunne læse, men så kunne man se på billederne.

Kirkerne var ikke ligesom i dag forsynet med bænke eller stole. Menigheden stod op. Kirkens vinduer var små og sad højt og de bar tit glasmosaikker, der lige som kalkmalerierne viste symboler fra bibelens fortællinger.

Klik på billedet for at se større tegning