Skoletjenesten Bornholms Middelaldercenter

Nye muligheder for bønderne

De fleste gårde var i 1300 tallet ejet af enten stormænd, kirken eller kongen. De bønder der boede på gårdene og dyrkede jorden betalte en skat til den, der ejede gården.

For de bønder, der overlevede ulykkerne med pest og misvækst midt i 1300 tallet viste der sig nu bedre muligheder. Når der ikke var så mange til at dyrke jorden betød det, at f.eks. en stormand stod uden folk til at dyrke den jord, han skulle tjene penge på. Han var derfor interesseret i at give bonden mere jord end tidligere og bonden kunne også forlange, at betale mindre i skat.

På den måde kunne han være sikker på at tjene på sin jord og sikker på, at den bonde han ansatte også havde så meget, at han blev på gården. I mange tilfælde var det også sådan, at bondens søn overtog gården efter sin far så gården altså – selv om det var en fæstegård – gik i arv.

Mens der blev dyrket korn f.eks. på Sjælland og i Østjylland betød landbrugskrisen også, at man andre steder gik over til at holde kvæg og tjene penge på at drive det opfedede kvæg til de voksende købstæder, hvor der var råd og brug for kødet.