Vandmøller

På kortet kan du se, at der har ligget mange vandmøller på Bornholm.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvor mange af disse, der er fra middelalderen. Men vi er dog sikre på, at der netop ved Bornholms Middelaldercenter har ligget en mølle (Rågelundsgård).

Vandmøllen afløser grutning af kornet, som var både besværligt og en langsom proces, hvor kvinden gned en flad sten over en anden flad sten, hvor kornet lå imellem. Denne kaldes også for en skubbekværn.

Ved at opføre en vandmølle kunne man både male mere mel langt lettere og hurtigere. Det berettes at Valdemar Atterdag efter den store pestperiode i 1350 lod opføre vandmøller overalt i Danmark for at forbedre produktionen af mel.

På Bornholms Middelaldercenter er der blevet rekonstrueret en ”vandplaska” som er den ældste middelaldertype med et vandret liggende hjul. Når vandet strømmer forbi hjulet får det en lodret aksel til at dreje rundt. Oppe i møllehuset får akslen de runde møllesten til at dreje rundt og male kornet.

Bonden som ejede møllen malede ikke kun sit eget korn, men også korn fra nabogårdene. Efterhånden som tiden gik kunne møllen blive udskiftet med en overfaldsmølle hvor møllehjulet både er større og sidder lodret. Dette kunne derfor udnytte vandets kraft meget bedre.

Udnyttelsen af vandets kræfter går flere tusind år tilbage, men i løbet af middelalderen blev vandmøllens teknik udviklet. Efter den store pest i o. 1350 påbød Valdemar Atterdag at der skulle opføres vandmøller og kornmagasiner overalt i landet. Han sagde at ”åerne ikke skulle løbe i stranden uden først at have gjort landegavn.”

Når man skulle udnytte det løbende vand kunne man opføre en mindre mølle – en plaskemølle, hvor møllehjulet er lille og drejer rundt horisontalt. En sådan mølle var meget almindelig til privatbrug.

Man kunne også opføre et større møllehus, hvor møllehjulet er større og drejer vertikalt rundt. Den sidste mølle blev især anvendt til at male korn for andre og krævede gearhjul dvs. tandhjul, sådan at den lodrette kraft blev ændret til en vandret kraft og så igen til en lodret kraft.
Møller på Bornholm

Middelaldercenterets plaskemølle, klik for større billede

Plaskemøllen på Bornholms Middelaldercenter, klik for større billede

 

Bornholms Middelaldercenter * Skoletjenesten
Stangevej 1, Østerlars * 3760 Gudhjem * Tlf. 5649 8319