|
KONGEN
|
Bornholm i
Middelalderen I den tidlige Middelalder var hele Bornholm krongods – dvs. at kongen ejede al jord på øen. Men under en af de mange stridigheder med kirken (Kong Svend og ærkebiskop Eskild i 1149) skænkede kongen ærkebiskoppen og dermed ærkebispesædet i Lund ”en landsby og en stor del af Bornholm”. ”Landsbyen” har nok været Aakirkeby og ”den store del af Bornholm” har nok været de tre herreder: Søndre, Østre og Nordre. Bornholm var – lige som resten af landet inddelt i herreder. Et herred (hær-ed) var et område, som i vikingetiden kunne udruste og stille med 42 soldater. Området blev så i Middelalderen og videre frem brugt som et sted, der skulle svare skat til kongen. Det kunne også være en retslig inddeling: den øverste ”politimand” hed ”en herredsfoged” og der, hvor folk blev dømt ”en herredsret. Kirken i Lund kom så til at eje de tre herreder frem til reformationen i 1536. Kongen selv ejede kun Vestre Herred. Her – på grænsen til Østre Herred – lå hans borge: frem til ca. 1150 Gamleborg og efter 1250 den nyopførte Lilleborg. Mens kongen styrede sit område fra Lilleborg styrede biskoppen sit meget større område først fra Å Kirke og senere fra Hammershus. Der var som nævnt mange stridigheder mellem konge og kirke. I 1259 blev Lilleborg ødelagt af ærkebiskoppens bror: Anders Erlandsen og fyrst Jaromir fra Rügen. Borgen blev brændt ned og omkring 200 af kongens mænd blev slået ihjel. Man mener, at der har levet omkring 12.000 mennesker på øen i 1300 – tallets første halvdel. I den anden halvdel kom pesten og halverede indbyggertallet. |
