Kirken

Livet i middelalderen var styret af to magter: den himmelske magt og den jordiske magt. Kirken bestyrede den himmelske magt, men havde også en jordisk magt fordi den ejede meget jord rundt omkring i landet. Når den ejede meget jord bestemte den over mange bønders liv.

Kirken var katolsk. Du kan læse mere om, hvad dette betyder under ved at klikke på biskop ikonet. Men for middelaldersamfundet betød det, at det som kirken bestemte, i sidste ende blev besluttet hos paven i Rom. Selv om kirken deltes med den jordiske magt om at bestemme, betød det også, at den katolske kirke op igennem Middelalderen konkurrerede med kongemagten om at bestemme.

Når kirken havde den himmelske magt betød det, at den bestemte over folks sjæleliv. Men den havde også ansvaret for behandlingen af syge, undervisning samt sørgede for helgenfester og messer. Kirkens folk deltog også i Rigsrådet og skrev dokumenter for kongen. Man hjalp også folk, når der skulle skrives testamente. Det meste af kirkens jord var netop arvet fra folk der gerne ville have et godt liv efter døden.

Kirkens folk var tit dygtige håndværkere og opfindere som udviklede maskiner, der kunne udnytte vind- og vandkraften.

Når kirken var styret fra Rom betød det, at kirken ikke kendte til landegrænser, som vi har det i dag. Kirken var international og samlede folk og stater i hele Europa gennem pilgrimsrejser og uddannelsescentre hvor folk fra hele Europa kunne mødes.

På den måde gav kirken befolkningen i hele Europa det samme syn på hvad der var væsentligt – godt og ondt – i tilværelsen.
 

Bornholms Middelaldercenter * Skoletjenesten
Stangevej 1, Østerlars * 3760 Gudhjem * Tlf. 5649 8319