Middelalderbyen

Mens en landsby ligger med marker omkring sig og hvor indbyggerne lever af at dyrke disse marker er det anderledes med en by. I byen bor folk tættere, husene ligger tættere så der er ikke så meget jord til hver enkelt hus. Folkene i byen lever ikke af landbrug men af forskellige slags håndværk og handel både med hinanden og med landboerne. Byen havde sine egne love og havde også forskellige rettigheder f.eks. at det kun var der, man måtte handle i området.

Når man kommer til en middelalderby skal man ind gennem en byport. Det var ikke alle og enhver, man ville have indenfor, så byporten var bevogtet. Når man så var sluppet indenfor kunne man følge hovedgaden som kunne hedde Vestergade eller Adelgade frem til byens torv.

Hovedgaden kunne være en lige gade, men når man gik lags den kunne man gå ned af flere mindre gader og på den måde fare vild i en labyrint af små og smalle gader. Gaderne var ofte fyldt med skidt, for man havde ikke kloakker og der kom heller ikke folk og hentede ens affald. Alt blev smidt ud på gaden og der må have været en stank uden lige om sommeren.

Husene i byen var i starten af middelalderen enten træhuse – bulhuse – eller bindingsværkhuse. Efterhånden som indbyggerne blev rigere, kom der flere og flere teglstenshuse. De fineste huse lå typisk langs hovedgaden: Adelgade eller Algade betyder jo der, hvor de fine – adelen – boede.

På billedet ser du Visby på Gotland. Tegningen er gjort i slutningen af 1500 tallet. Visby var i middelalderen en rig handelsby, hvor Hansen havde sine købmandshuse. Der er derfor i dag mange kirker og stadig købmandshuse fra den tid. I Visby var man så rige, at man fik lavet et kloaksystem af trærør, så man ikke var så plaget af skidt og møg.




Visby, klik for større billede

Bornholms Middelaldercenter * Skoletjenesten
Stangevej 1, Østerlars * 3760 Gudhjem * Tlf. 5649 8319