Klostret

Et kloster er både en kirke og bolig for munke eller nonner som via bønner og arbejde viste Gud ære samtidig med, at de hjalp deres medmennesker.
Der var forskellige klosterordener med hver deres regler men blandt de mest udbredte i Danmark var Cistercienserne og Franciskanerne der også kaldtes ”Gråbrødrene”.

Munkenes og nonnernes liv i klostrene var inddelt i et stramt tidsprogram: man samledes i kirken på bestemte tidspunkter døgnet rundt, hvor man bad til Gud. Når man ikke bad arbejdede man med f.eks. at passe syge, passe klosterhaven, afskrivning af hellige bøger og – for nonnernes vedkommende – at væve og sy dragter.

Nogle munke og nonner var dygtige læger og kendte til urtemedicin – klostrene var derfor det eneste sted i Middelalderen, man kunne søge hjælp, hvis man blev syg.

Munkene var også de eneste der kunne skrive og læse. Det var derfor også dem, som skrev de første fortællinger om Middelalderen – f.eks. Saxos Danmarkskrønike.

Hvis en konge eller storbonde skulle have skrevet en lov, en aftale eller et testamente henvendte man sig til munkene – ja kongen havde ofte munke i sit følge.

Kongen og stormændene hjalp også munkene med at give dem jord til at bygge klostre. Det var nemlig sådan at hvis munkene under gudstjenesten bad for deres sjæls frelse troede man på, at opholdet i helvede ikke ville vare for længe.